Gehennesis
Gehennesis er et ordspil, som kombinerer ordene ”Gehenna” og ”Genesis”. Sidstnævnte betyder skabelse og er samtidig den første bog i Det Gamle Testamente, mens Gehenna (fra hebræisk: ”Ge Ben Hinnom”) var en dal syd for Jerusalem, som blev brugt til ritualer i forbindelse med afgudsdyrkelse og senere som losseplads, hvor byens skrald samt lig af dyr og kriminelle blev brændt. Således blev Gehenna et symbol på destruktion og evig ild, og det er grunden til, at ordet i den senere kristne tradition er blevet et synonym for Helvede.
Hvis man tolker Helvede som den diametrale modsætning til Paradis, dvs. som et sted uden Gud (symbol på kosmos, harmoni, enhed osv.), så kan sammensætningen af de to ord forstås som begyndelsen eller skabelsen af en (mental) tilstand, hvor destruktion og forandring har erstattet det Gudgivne, det lovmæssige og det systematiske. I en sådan tilstand må religion, moral, videnskab og endda sprog forkastes som ultimative eller absolutte størrelser, og i stedet må enhver person skabe sine egne meninger i en foranderlig virkelighed ved konstant at ”filosofere med hammeren”, som Friedrich Nietzsche udtrykte det.
I forlængelse af dette tema sætter teksterne på Gehennesis hovedsageligt spørgsmålstegn ved tingene i stedet for at forsøge at give svar, og således kan den omfattende brug af paradokser, metaforer og symbolik ses som et middel til at pege på åbninger eller huller i sproget og dermed ”virkeligheden”, hvorved lytteren tvinges om bag den sædvanlige forståelse af sandhed og forholdet mellem subjekt og objekt og i stedet må skabe sin egen virkelighedsopfattelse.
Coveret understreger med sine henvisninger til mennesket i fostertilstanden det skabelsesaspekt, den genese, som ligger indlejret i Gehennesis-begrebet. Det kan være smertefuldt at gennemgå transitionen til en mere autentisk indstilling til livet og verden, idet det altid må indebære en destruktion af ens hidtidige overbevisninger, hvilket kan ses symboliseret i coveret i form af blodet og personens positur - men for at kunne skabe nyt, er det nødvendigt at nedrive det bestående.
Musikken og lyrikken på albummets forskellige sange er alle centrerede omkring de samme temaer, nemlig forandring og liv over for stagnation og død, barnlig kreativitet og nysgerrighed over for bevidstløs tilfredshed og systematik etc. Disse temaer blev også udforsket af mange kunstnere i den romantiske tradition, og både de lyriske temaer og selve musikken på Gehennesis er tydeligt mærkede af dette slægtskab. I det følgende vil denne forbindelse blive yderligere udfoldet med henblik på tre af albummets numre.
1. The Drunken Diamond:
The Drunken Diamond, albummets åbningsnummer, er baseret på et digt af den franske digter Arthur Rimbaud, og det kan ses som en allegori for kunstnerens rolle som en visionær, der gennem bevidst forvirring af sanserne og underminering af selvet kan opnå en ny form for indsigt i livet, en indsigt der bunder i flertydighed i stedet for kun at anerkende det kategoriske og fastlåste. Ved at skildre et forsøg på at bryde fri fra regler og normer og udforske det ukendte er denne tekst yderst repræsentativ for Gehennesis-temaet, om end det ikke skal forstås som et sjæleligt eller åndeligt projekt. Tværtimod må mennesket lære at give mening til og nyde det verdslige liv i stedet for altid at forsøge at grundfæste udbredte overbevisninger i det hinsides eller med irrelevante, ahistoriske filosofiske fundamenter.
Musikken i The Drunken Diamond er inspireret af Beethoven, nærmere bestemt af hans femte symfoni. Et godt eksempel herpå er det karakteristiske og meget energiske hovedtema samt den måde, hvorpå dette tema bliver transformeret i et forsøg på at destillere essensen fra selve riffet. Denne transformation finder sted i forlængelse af guitarsoloen og kan ses som den musikalske pendant til undermineringen af fortællerens selv i teksten, hvorved selvets essens så at sige genfindes.
7. Faustian:
Et koncept om skabelse eller genfødsel i Gehenna nærmest kalder på Faust-myten!
I Goethes version er Faust en forvirret og naiv person, som bliver fristet til at sælge sin sjæl til Mephisto for at opnå indsigt i verdens sande natur, men som samtidig også stræber efter nydelse i den dennesidige verden, og dette tema genfindes i teksten til Faustian.
Idet den vægelsindede grundstemning fra Faust-myten genskabes i teksten, forsøger fortælleren skiftevis at nå ind til essensen af verden og at være tro mod jorden. Som sådan er han til tider en ”helt” ved at anerkende de verdslige nydelser, hvorimod han til andre tider snarere er en ”anti-helt”, når han fornægter sig selv ved at sælge sin sjæl til Mephisto og jagten efter objektivitet.
Ligesom lyrikken fastholder musikken også denne omskiftelige karakter, bl.a. i det mekaniske vers med dets store og usammenhængende intervaller. Heroverfor symboliseres Mephisto af det forførende omkvæd, og på denne måde kan nummeret ses som en slags kamp mellem de to slags temaer, nemlig de mekaniske og direkte dele i kontrast til de atmosfæriske og bevægende dele, hvorved tekstens fortæller - og dermed lytteren - trækkes i skiftende retninger.
9. Tale of the Shadow:
Tale of the Shadow kan ses som den mest direkte redegørelse for Gehennesis-konceptet, for så vidt at tekstens hovedpersonen vælger at lægge massementaliteten bag sig og i stedet søge efter en mere oprigtig form for eksistens. På denne måde bliver han i stand til at leve sit liv ud fra sine egne værdier uden at skulle tilpasse sig et ydre moralsystem, en religion e.l. Paradoksalt nok understreges dette i teksten gennem brug af hovedsageligt kristen symbolik, hvorved sangen får en guddommelig dimension.
I overensstemmelse med dette er også musikken inspireret af kristne temaer med udgangspunkt i Dies Irae, en gregoriansk sang fra det trettende århundrede. Sangen blev inkluderet i det katolske Requiem få hundrede år senere og er siden blevet brugt som en metafor for døden af utallige komponister, heriblandt Hector Berlioz i hans Symphonie Fantastique.
På samme måde som Dies Irae er struktureret i tredelte strofer er hovedparten af Tale of the Shadow trioliseret, og hovedtemaet gentages tre gange i tre forskellige variationer i løbet af nummeret. Efter en modulerende sekvens indfinder sangens klimaks sig, hvori Hector Berlioz' Symphonie Fantastique er inkorporeret i musikken sammen med reciteret lyrik baseret på den førnævnte Dies Irae. Sammenholdt med den grandiose finale sunget af et 45-mand stort kor kan dette ses som et symbol på hovedpersonens endelige transition - eller netop skabelsen af hans eget Gehenna.
